Præstens klumme



Der er mere mellem himmel og jord.

Duften fra kaffen stryger ind i mine næsebor, eftermiddagspausen nærmer sig, det lille break et par timer efter middag er efterhånden blevet en vane.

Jeg holder pauser hver dag, små øjeblikke, hvor jeg hviler lidt, enten sætter jeg mig ud på terrassen, går en tur i haven, eller rundt om marken på den anden side af Slagelse Landevej over for præstegården.

Der er skrevet meget om at holde pauser og hvile sig, ’’Husk at holde pause, så du kan fordøje alt det, du har oplevet.’’ skriver kloge mennesker.

Men jeg tror først, at man begynder at se værdien i at holde pauser, når man har mærket hvor god hvilen er for ens eget velbefindende.

Generationer før os har holdt pauser og hvilt sig som en del af deres hverdag, når man enten spiste sin madpakke i marken, tog sig en middagslur på sofaen eller holdt skumringstime sidst på eftermiddagen. I den forstand er det at hvile sig et urgammelt fænomen.

Man kan hvile sig på mange måder.

Det kan være i et øjebliks tøven, eller det lange uafbrudte ferieophold, den lille lur på sofaen eller løbeturen, at lukke øjnene et par minutter mens man sidder på sin kontorstol, eller at sidde i timevis og betragte et hav eller en kornmark. Når vi hviler os, slipper vi kontrollen og lader livet komme til os.

I Biblens begrebsverden hører arbejde og hvile uadskilleligt sammen. Begge er skabt som en helhed, men alligevel skal de holdes hver for sig, det er måske netop her meget i vores liv forkludres, det er når det ældgamle skel mellem arbejde og hvile udviskes, at vi får problemer. Den udviskede grænse mellem arbejde og hvile fører lynhurtigt til, at der breder sig et ingenmandsland i begge retninger, så man hverken gør det ene eller det andet fuldt ud.

Gud hvilede sig også på 6. dagen, efter at Han havde været i gang med at skabe verden. På den syvende dag kiggede Han ud over alt det, Han havde skabt. Han lod arbejde være arbejde og hvilede sig, og det var mens Han hvilede sig, at Han blev glad for alt det, Han havde skabt.

Det tænker jeg lidt over denne eftermiddag, hvor jeg er godt i gang med at hvile mig. Jeg læner hovedet tilbage, og kigger op i den blå himmel, de små hvide skyer driver henover den, et par småskyer har fundet sammen, og danner nu et hjerte lige der midt på himlen. Jeg tager en slurk kaffe mere, det er virkelig et hjerte!

Det er ren kærlighed fra himlen, mon Gud vil fortælle mig, at det er ok at hvile sig, og at Han elsker mig for det?

Der er mere mellem himmel og jord, siger vi ofte, det fik jeg at mærke denne eftermiddag med et tegn fra selveste Gud, en hjertesky der satte gang i tankerne hos mig, om vigtigheden i at hvile sig med god samvittighed.

Kærlige hilsener Marianne